Lørdag d. 25. august kl. 15.00
Skive Musikskole, Asylgade 5, Klassisk Sal
Entré: 100kr (medlemmer og studerende har gratis adgang)

Kern Westerbergs, violin
Luther Warren, violin
Maren Isabella Bosma, violin
Kacper Nowak, cello
Magdalena Ceple, cello
Daniel Blumenthal, klaver

Hvis man vil høre unge meget dygtige musikere spille ny og traditionsrige klassiske musik, så er her den oplagte mulighed. Vi arrangerer i samarbejde med Thy Kammermusikfestival og Thy Masterclass en koncert, hvor man bare kan nyde tonerne.

Hele projektet begyndte i 1990-erne, hvor Axel Brant Nielsen og andre fremsynede Thistedborgere førte en vision ud i livet. Det begyndte med at lade unge musikere fra nær og fjern i nogle uger bo i nogle sommerhuse i Klitmøllerområdet uden for turistsæsonen, hvor de alligevel stod ubenyttede. De deltog i det årlige mesterkursus med den græsk-amerikanske pianist Christine Paraschos som kunstnerisk leder og sidenhen Craig Goodman, som sammen med en lokal arbejdsgruppe ændrede Thy Masterclass til en kammermusikfestival. Festivalen har fem højt profilerede lærere, bl.a. pianisten Daniel Blumenthal fra Bruxelles, som ved koncerten spiller med de unge musikere.

Kern Westerberg er dansk violinist og 25 år. Han begyndte at spille som fire-årig og har siden studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, tidligere på Edsberg Instituttet i Stockholm. Som 12-årig debuterede han med DR Symfoniorkester. Kern er medlem af Trio Skandinavia, som var finalist i Sveriges største kammermusikkonkurrence ”Ung og lovande” i 2015. Han vandt guld i Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence 2010. Samme år blev han vinder af Jacob Gades violinkonkurrence. Han deltog i Thy Kammermusikfestival 2016 og modtog i 2018 Léonie Sonnings talentpris.

Luther Warren er violinist, 23 år og amerikansk-canadisk. Han begyndte at spille som 6-årig og studerer nu på New England Conservatory, Boston. Han er medlem af the Chroma Quartet og har spillet med forskellige orkestre i Bostonområdet. Han har modtaget en del amerikanske priser.

Maren Isabelle Bosma spiller violin, er hollandsk/amerikansk og 22 år. Hun begyndte som syv-årig og studerer nu på Royal College of Music, London, tidligere på the Conservatory of Amsterdam. Hun vandt i 2014 i 2014 the Britten Competition i Zwolle og har en alsidig virksomhed som kammer- og orkestermusiker. Hun har modtaget adskillige priser, heriblandt fra the VandenEnde Foundation og the Kersjes Fonds.

Kacper Nowak er 30 år, spiller cello og er polak. Han begyndte som otte-årig. Et år senere var han pristager i Liezen Cello Competition. Derefter begyndte han på Fryderyk Chopin Academy i Poznan. Her vandt han adskillige nationale og internationale priser, der skaffede ham medlemsskab af The National Foundation for Gifted Children. Senere studerede han på konservatorier i Bruxelles, Køln og Antwerpen. Han der spiller i flere forskellige kammermusikgrupper og har vundet flere europæiske priser.

Magdalena Ceple, cello, 23 år og lettisk. Hun begyndte som otte-årig og studerer nu på Paris Department Conservatory L´Hay Les Roses, tidligere Royal Conservatory, Bruxelles, og Jazepa Vitola Latvian Music School. De sidste tre år har hun spillet kammermusik i både Tyskland og Belgien. Hun har modtaget priser i August Dombrovski International Cello Competition, Karl Davidov International Cello competition, Brotherhood of Blackheads Chamber Music Competition. Desuden har hun vundet LVLMA og SWEDBANK’s årlige musikerpris.

Ved koncerten bliver der spillet værker af Mozart, Paul Schoenfield og Beethoven.