Duoen Berit Sørensen og Linda Dahl Laursen

Berit Sørensen, horn
Linda Dahl Laursen, klaver
Entré: 100kr (medlemmer og studerende har gratis adgang)
Søndag d. 20. November kl. 15.00
Musikkens Hus, Resenlund, Strandvejen 9C

Linda Dahl Laursen
– har de seneste år etableret sig som en af de mest fremgangsrige og anmelderroste unge pianister på specielt den svenske musikscene. Hun har koncerteret overalt i Sverige som solist og kammermusiker samt optrådt i Norge, Danmark, Polen, Italien, Tyskland og Østrig.

Hun er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium og Musikhögskolan i Malmö og har modtaget mange priser bl.a. 1. pris i Ljunggrenska Tävlingen 2005, Yamahas Musikaliska Akademiens stipendieuddelinger 2004 og 2005, Otto Goldschmith Stipendiet 2009 og tidligere i karrieren 1. pris ved Steinway Festivalen samt Årets Talentpris 1999 i DR-Midt/Vest’s talentkonkurrence, hvor finalen sjovt nok blev afholdt i netop Skive.

Hun er derudover en hengiven kammermusiker og spillede indtil for nylig i klavertrioen “Trio Couleur” som i 2007 modtog “Årets Kees Wiebenga Pris” ved Kuhmo Kammermusik Festival i Finland og som i maj 2009 udtoges til finalen i den svenske kammermusikkonkurrence “Ung och lovande”.

Berit Sørensen
– begyndte at spille horn som 15-årig og startede 2 år senere på MGK Holstebro Musikskole. Efteråret 2010 startede hun på solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun studerer ved Flemming Aksnes, solohornist Århus Symfoniorkester same Gail Williams, professor ved North Western University i Chicago.

Som professionel orkestermusiker har hun haft kontrakt i Trondheim Symfoniorkester, Malmö Operaorkester og Aalborg Symfoniorkester, samt assisteret i danske og svenske orkestre.

Berit Sørensen vandt solistkonkurrencen ved Det Jyske Musikkonservatorium og var i juli solist med Århus Symfoniorkester.

Linda Dahl Laursen og Berit Sørensen lærte hinanden at kende, da de begge studerede på MGK Holstebro Musikskole, og har siden den gang spillet sammen ved flere anledninger.
De studerer nu på solistklassen på hhv. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium.

Ved koncerten vil der blive spillet værker af Schumann, Nielsen, Beethoven, Litzt og Poulenc.