Artos Kvartetten

Søndag d. 3. oktober kl. 15.00
Skive Musikskole, Asylgade 5, Klassisk Sal
Entré: 150kr (medlemmer og studerende har gratis adgang)

Tue Lautrup, violin
Sarah Lucy Foldager, violin
Luminata Marin, bratsch
Brian Friisholm, cello

Denne koncert skulle være afholdt i marts måned, men måtte som så meget andet udsættes. Vi er glade for, det kan lykkes at præsentere kvartetten for et skivepublikum.

Artos Kvartetten består af fire erfarne musikere, som alle er solospillere i Aarhus Symfoniorkester.
Strygekvartetten er opstået ud af et venskab og fælles kærlighed til strygekvartetrepertoiret.
Visionen er at spille strygekvartet på allerhøjeste niveau og repertoiret er i øjeblikket de allerstørste strygekvartetter af bla. Schubert, Shostakovich, Beethoven og Ravel. Den startede for alvor i sommeren 2018 og har siden haft travlt med koncerter og CD planer.

Tue Lautrup, violin, er uddannet i Aarhus og Paris, ved henholdsvis prof. Tutter Givskov og prof. Ami Flammer fra Conservatoire de Paris.
Han debuterede i 1997 og var i årene ‘00-’12, ansat i DR Symfoniorkestret.

Sarah Lucy Foldager, violin, er født og opvokset i Nashville, også kaldt “Music City” i USA. I 2010 fik hun en bachelor-grad fra the New England Conservatory of Music, og i 2012 en mastergrad fra Det Jyske Musikkonservatorium. Hun har været ansat i adskillige amerikanske orkestre og som 21årig koncertmester i MetroWest Symphony Orchestra. Hun er i dag leder af 2. Violingruppen i Aarhus Symfoniorkester.

Luminita Marin, bratsch, er uddannet i Bukarest, Rumænien, på George Enescu Music School og musik konservatoriet. Hun er vinder af en lang række priser og konkurrencer har jævnligt optrådt i bl.a. Rumænien, Danmark, Frankrig og Brasilien som kammermusiker og solist. Luminita Marin har været ansat som solobratschist i Sao Paulo Symphony Orchestra, Oslo Philharmonic og Odense Symfoniorkester. 2014 vandt hun stillingen som 1. solobratschist i Aarhus Symfoniorkester.

Brian Friisholm, cello, er uddannet af professor Harro Ruijsenaars på Det jyske Musikkonservatorium i Aarhus og hos Walter Nothas i München. Debut koncert fra DJM i 2000 med Det jyske Ensemble og dirigent Thomas Søndergaard. Cellist i Det jyske Ensemble fra 1998-2008. 2. solocellist i Århus Symfoniorkester 2007. Han er en efterspurgt kammermusiker og solist, og har bl.a. fået tilegnet 8 nye solo-kompositioner med støtte fra Kulturstyrelsen og er med disse værker yderst aktiv i landets kirker og musikforeninger.