Søndag d. 22. august kl. 15.00
Skive Musikskole, Asylgade 5, Klassisk Sal
Entré: 150kr (medlemmer og studerende har gratis adgang)

Annette von Hehn, violin
Juliette Greer, violin
Tony Nys, bratsch
Alexsander Gebert, cello
Craig Goodman, fløjte
Daniel Blumenthal, klaver

Hvis man vil høre unge meget dygtige musikere spille ny og traditionsrig klassiske musik, så er her den oplagte mulighed. Vi arrangerer i samarbejde med Thy Kammermusikfestival og Thy Masterclass en koncert, hvor man bare kan nyde tonerne.

Hele projektet begyndte i 1990-erne, hvor Axel Brant Nielsen og andre fremsynede Thistedborgere førte en vision ud i livet. Det begyndte med at lade unge musikere fra nær og fjern i nogle uger bo i nogle sommerhuse i Klitmøllerområdet uden for turistsæsonen, hvor de alligevel stod ubenyttede. De deltog i det årlige mesterkursus med den græsk-amerikanske pianist Christine Paraschos som kunstnerisk leder og sidenhen Craig Goodman, som sammen med en lokal arbejdsgruppe ændrede Thy Masterclass til en kammermusikfestival. Festivalen har fem højt profilerede lærere, bl.a. pianisten Daniel Blumenthal fra Bruxelles, som ved koncerten spiller med de unge musikere.

Annette von Hehn (f. 1978) begyndte at spille violin som fire årig. Hun har studeret hos Dorothy DeLay og Itzhak Perlman ved Juillard School i New York. Senere studerede hun hos Ilan Gronich på Univerität der Künste, Berlin. Som både soloviolinist og kammermusiker har Annette von Hehn optrådt ved adskillige koncerter i og udenfor Europa. I 2001 vandt hun første prisen ved ARD International Music Competition. Som solist har hun optrådt sammen med Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks, Münchener Kammerorchester og South West Radio Orchester, Kaiserslautern. Sammen med sin klavertrio, ATOS trioen, som blev startet i 2003, optræder Annette von Hehn over hele verden og er en tilbagevendende gæst i koncertsale som den engelske Wigmore Hall, Concertgebouw i Amsterdam og Tetro Colón i Buenos Aires.
Annette von Hehn er violinprofessor ved Hochschule für Musik und Tanz, Køln og klaverprofessor ved Accademia Perosi, Biella Italien.

Tony Nys er født i Belgien 1975 og studerede violin og bratsch på Det Kgl. Flamske Musikkonservatorium i Bruxelles. Fra 1994 til 1997 var han primarius i The Fétis String Quartet. Han har desuden spillet i The World Youth Orchestra og The Gustav Mahler Youth and Chamber Orchestra. I 1998 blev Tony Nys bratschist i The Danel String Quartet, med hvilken han har spillet på de fleste internationale scener. Kvartetten har samarbejdet med komponister som Helmut Lachenmann, Wolfgang Rihm og Pascal Dusapin. Med kvartetten har Tony Nys undervist på The University Witten-Herdecke i Tyskland og Conservatoire Nationale Supérieur i Lyon. Siden 2005 har Tony Nys arbejdet freelance med ensembler som Explorations, Ensemble Modern, Triofenix, TetraLyre og The Malibran Quartett, ligesom han har virket som solobratschist ved Radio Sinfonie Orchester Frankfurt am Main. Fra 2007 har han været ansat som solobratschist ved operaen La Monnaie i Bruxelles og underviser som professor ved musikkonservatoriet sammesteds.

Alexander Gebert vandt sin første internationale cellokonkurrence i en alder af 16 år og har siden vundet førstepriser i Lutoslawski Konkurrencen i Warszawa, Antonio Janigro Konkurrencen i Zagreb, ved Den Internationale Konkurrence i Geneve og Valentino Bucchi Konkurrencen i Rom. Alexander Gebert har optrådt over hele verden som solist og kammermusiker ved en række internationalt kendte musik festivaler.
I årene 2005-2012 deltog Alexander Gebert i mere end 100 koncerter som cellist i den internationalt kendte Altenberg Trio med tilknytning til Wiener Musikverein. Han holder regelmæssigt master classes overalt i Europa, Asien, Rusland og USA. I 2010 blev han udnævnt som professor og kunstnerisk prorektor ved den tyske Hochschule für Musik i Detmold.

Craig Goodman (f. 1957) har altid gjort tingene lidt anderledes. Han er amerikaner af fødsel, opvokset og uddannet i Wien, Paris og New York. Efter sin uddannelse hos Marcel Moyse og Tom Nyfenger blev han engageret som solofløjtenist i Philadelphia Operaorkester under Julius Rudel. Kort derefter flyttede han til New York, hvor han efter succes inden for de traditionelle områder (konkurrencer, solo- og kammermusikkoncerter, orkesteransættelser) valgte at flytte til Paris. Herfra begyndte en ”ny” karriere, som påkaldte sig bl. a. Yehudi Menuhins, Leonard Bernsteins og Henri Dutilleux’ interesse. Som udøvende kunstner spiller han koncerter i mange af verdens hovedstæder såvel som i mere ydmyge omgivelser. Som komponist er Craig Goodman ophavsmand til en række værker, der er udpræget lyriske, og som ofte involverer dans og teater. Som underviser, både i sin egenskab af professor ved konservatoriet i Strasbourg og gennem udstrakt kursusvirksomhed, har Craig Goodman på et traditionsbevidst grundlag hjulpet mange fløjtenister og kammermusikgrupper til at finde deres egen stil og retning.

Daniel Blumenthal (f. 1952) er klaverprofessor ved Det Kgl.
Flamske Musikkonservatorium i Bruxelles og desuden en meget flittig koncertgiver over det meste af verden. Allerede tidligt blev han kosmopolit. Han er født i Tyskland, indledte sin klaverkarriere som femårig i Paris og fortsatte sin uddannelse i USA sluttende på den berømte Juilliard School of Music i New York, hvorfra han er DMA (Doctor of Musical Arts). Som ung vandt han et utal af klaver-konkurrencer. Nu sidder han i stedet i dommerpanelerne. Som koncertpianist deler han sig mellem solokoncerter, akkompagnementsopgaver og kammermusik. Dertil kommer en betydelig CD-produktion med mere end 80 indspilninger. Blumenthals repertoire er meget omfattende, og han mestrer alle stilarter med indlevelse og
overlegen teknik.

Til koncerten vil der blive spillet værker af Joseph Haydn, Claude Debussy og Antonin Dvorak.